Afsked og pakning

I dag er der præcis en uge til jeg igen befinder mig i Danmark. Det betyder at den sidste uge har stået i afskedens tegn. Jeg har haft min sidste time på både secondary skolen og bibelskolen, jeg har haft besøg koret for at tage afsked, der har været afskedsfest for mig på bibelskolen og i dag laver jeg dansk mad til mama’erne fra bogbutikken og de 4 drenge der bor ude i gården.

Det har været en lidt stressende uge med mange ting jeg lige skulle have styr på og have gjort, men det har også været en rigtig god uge. Mærkeligt nok er det tit når man skal tage afsked at man finder ud af hvad folk betyder for en og hvad man betyder for dem. Jeg har virkelig været overrasket over hvor meget de har gjort ud af at jeg rejse, jeg er jo bare en ml. mange volontører der har været her og vil komme i fremtiden.

To der virkelig har rørt mig er en af mine veninder fra koret og så snedker læren fra bibelskolen. Sidste søndag efter gudstjeneste stod vi og snakkede sammen i koret, så tog min ene veninde mig til side og sagde hun havde en gave til mig. Så havde hun fået syet et sæt tanzaniansk tøj til mig! Snedker læren kom forbi tirsdag formiddag. Han havde også en gave til mig fra ham og hans kone. Det var en kitenge (traditionelt stykke stof som kan have mange forskellige mønstre og farver og som især kvinderne går meget med eller får syet tøj af). Det rørte mig virkelig fordi selv om en kitenge kun koster 20kr. så er det en del penge for dem og bare det at de havde tænkt på mig. Der udover har jeg også mødt stor taknemlighed og spørgsmål som ”hvorfor kan du ikke bare blive?”, til de forskellige afskeds arrangementer. Så tænker jeg har jeg virkelig gjort mig fortjent til det?

I overmorgen, mandag, tager jeg her fra Sumbawanga og begynder lige så stille min rejse hjem ad. Så ud over afsked har de sidste dage også stået på pakning. Og det er ikke så lige til at få plads til det hele og få det fordelt så kufferterne ikke vejer for meget, men nu tror jeg puslespillet er gået op så jeg er klar til rejsen på mandag. Tror ikke rigtig det går op for mig at det her er farvel før jeg sidder i flyveren. Jeg har vendet mig så meget til livet og hverdagen her at det er en helt syrealistisk tanke at det ikke bare skal fortsætte. Dog glæder jeg mig også meget til at se familie og venner i Danmark igen.

Mzungu, Araber, Kineser eller måske albino?

Efter meget kort tid her ude begynder man at kunne genkende ordet ”Mzungu” som bruges om europæere og amerikanere. Overalt hvor man kommer det råber børnene og de bliver lykkelige hvis det resulterer i at man giver dem lidt opmærksomhed og hilser på dem.

På det sidste er jeg dog begyndt at hører børnene diskutere om hende på cyklen der nu er en mzungu. Det veksler fra dag til dag, men jeg er blevet kaldt både araber, kineser, inder og albino. Hmm… :)

Renovering

Bibelskolen er i disse dage ved at undergå en stor renovering. Det indebær bl.a. at der skal bygges et nyt toilet, der skal skiftes nogle tagplader og alle bygningerne skal males. Der er to fra Færøerne herude for at hjælpe med det og lede arbejdet. Men selv om der også er ansat nogle tanzanianere kunne der godt bruges et par ekstra hænder til maler arbejdet. Sidste torsdag var jeg og to andre volontører som bor her i Sumbawanga så der ude og male en hel dag. Det var rigtig hyggeligt. Jeg har også selv hjulpet til et par gange siden. Så jeg er blevet helt øvet i at male vinduer og samtidig har jeg fået et par timer om psykologi og kirke historie.

Kumbikumbi

Her i regntiden kommer der nogle store flyvetermitter. De er så tunge at de nogle gange falder ned eller taber vingerne. De hedder kumbikumbi og er en delikatesse. Børnene kan bruge timer på at samle dem, grave efter dem i termitbo og ligge små fælder for dem. Når man så har fanget en stor portion hives vingerne og de ristes, evt. med lidt salt. Namnam.

Den anden dag havde Peter ude fra bibelskolen købt en portion. De blev så stillet på bordet som snack, ligesom peanuts. Der skulle noget overtalelse til at putte den første i munden. Man sidder jo og kigger på hovedet og de små ben. Men har man først overvundet frygten smager de faktisk helt okay; sprødt og lidt salt.