Afsked og pakning

I dag er der præcis en uge til jeg igen befinder mig i Danmark. Det betyder at den sidste uge har stået i afskedens tegn. Jeg har haft min sidste time på både secondary skolen og bibelskolen, jeg har haft besøg koret for at tage afsked, der har været afskedsfest for mig på bibelskolen og i dag laver jeg dansk mad til mama’erne fra bogbutikken og de 4 drenge der bor ude i gården.

Det har været en lidt stressende uge med mange ting jeg lige skulle have styr på og have gjort, men det har også været en rigtig god uge. Mærkeligt nok er det tit når man skal tage afsked at man finder ud af hvad folk betyder for en og hvad man betyder for dem. Jeg har virkelig været overrasket over hvor meget de har gjort ud af at jeg rejse, jeg er jo bare en ml. mange volontører der har været her og vil komme i fremtiden.

To der virkelig har rørt mig er en af mine veninder fra koret og så snedker læren fra bibelskolen. Sidste søndag efter gudstjeneste stod vi og snakkede sammen i koret, så tog min ene veninde mig til side og sagde hun havde en gave til mig. Så havde hun fået syet et sæt tanzaniansk tøj til mig! Snedker læren kom forbi tirsdag formiddag. Han havde også en gave til mig fra ham og hans kone. Det var en kitenge (traditionelt stykke stof som kan have mange forskellige mønstre og farver og som især kvinderne går meget med eller får syet tøj af). Det rørte mig virkelig fordi selv om en kitenge kun koster 20kr. så er det en del penge for dem og bare det at de havde tænkt på mig. Der udover har jeg også mødt stor taknemlighed og spørgsmål som ”hvorfor kan du ikke bare blive?”, til de forskellige afskeds arrangementer. Så tænker jeg har jeg virkelig gjort mig fortjent til det?

I overmorgen, mandag, tager jeg her fra Sumbawanga og begynder lige så stille min rejse hjem ad. Så ud over afsked har de sidste dage også stået på pakning. Og det er ikke så lige til at få plads til det hele og få det fordelt så kufferterne ikke vejer for meget, men nu tror jeg puslespillet er gået op så jeg er klar til rejsen på mandag. Tror ikke rigtig det går op for mig at det her er farvel før jeg sidder i flyveren. Jeg har vendet mig så meget til livet og hverdagen her at det er en helt syrealistisk tanke at det ikke bare skal fortsætte. Dog glæder jeg mig også meget til at se familie og venner i Danmark igen.

Mzungu, Araber, Kineser eller måske albino?

Efter meget kort tid her ude begynder man at kunne genkende ordet ”Mzungu” som bruges om europæere og amerikanere. Overalt hvor man kommer det råber børnene og de bliver lykkelige hvis det resulterer i at man giver dem lidt opmærksomhed og hilser på dem.

På det sidste er jeg dog begyndt at hører børnene diskutere om hende på cyklen der nu er en mzungu. Det veksler fra dag til dag, men jeg er blevet kaldt både araber, kineser, inder og albino. Hmm… :)

Renovering

Bibelskolen er i disse dage ved at undergå en stor renovering. Det indebær bl.a. at der skal bygges et nyt toilet, der skal skiftes nogle tagplader og alle bygningerne skal males. Der er to fra Færøerne herude for at hjælpe med det og lede arbejdet. Men selv om der også er ansat nogle tanzanianere kunne der godt bruges et par ekstra hænder til maler arbejdet. Sidste torsdag var jeg og to andre volontører som bor her i Sumbawanga så der ude og male en hel dag. Det var rigtig hyggeligt. Jeg har også selv hjulpet til et par gange siden. Så jeg er blevet helt øvet i at male vinduer og samtidig har jeg fået et par timer om psykologi og kirke historie.

Kumbikumbi

Her i regntiden kommer der nogle store flyvetermitter. De er så tunge at de nogle gange falder ned eller taber vingerne. De hedder kumbikumbi og er en delikatesse. Børnene kan bruge timer på at samle dem, grave efter dem i termitbo og ligge små fælder for dem. Når man så har fanget en stor portion hives vingerne og de ristes, evt. med lidt salt. Namnam.

Den anden dag havde Peter ude fra bibelskolen købt en portion. De blev så stillet på bordet som snack, ligesom peanuts. Der skulle noget overtalelse til at putte den første i munden. Man sidder jo og kigger på hovedet og de små ben. Men har man først overvundet frygten smager de faktisk helt okay; sprødt og lidt salt.

Tanzania rundt

I min juleferie har jeg bogstavelig talt rejst Tanzania rundt. Jeg har rejst ca. 4425 km, besøgt 7 byer og kørt 97 timer i bus, ca. halvdelen på jordveje. Jeg har både kørt i luksus busser, med aircondition og gratis sodavand og kiks, og i busser hvor jeg inden har noget at tænke: godt det ikke er den jeg skal med, for så at finde ud af at det er det. Jeg har kørt i meget farvestrålende busser og i busser med mere europæisk stil. Jeg har kørt i busser hvor hver person har et sæde og i busser hvor der altid er plads til en mere. Jeg har også set meget af Tanzanias vekslende landskab, skovbeklædte bjerge, åbnesletter, små landsbyer og marker midt i ingenting og store moderne byer med asfaltveje, højhuse og store indkøbscentre med køle- og frysediske. På den lange rejse hvor så meget kunne være gået galt har jeg oplevet at være i Guds hånd. Da bussen sad fast 5 timer fra den nærmeste by og uden for mobilsignalets række vide kom vi fri, jeg har oplevet at folk er dukket up og givet os hjælp og oplysninger som vi netop havde brug for på det tidspunkt og jeg har oplevet ubeskrivelig stor venlighed, hjælpsomhed og gæstfrihed fra tanzanianernes side.
En af de mere spændende busselskaber jeg kørte med var adventure connections:

Adventure connections
Har du lyst til at opleve noget af Tanzanias smukkeste natur, kørertur i frodige og grønne skove, udsigt til skovbeklædte bjerge og store sletter med enkelte træer og buske og ikke et eneste tegn på civilisation? Har du lyst til at se rigtige afrikanske landsbyer? Og har du også lyst eventyr, overraskelser og grænseoverskridende oplevelser? Så er Adventure connections lige noget for dig. Adventure connections tilbyder en to dages bustur gennem Vesttanzania fra Mpanda i syd til Mwanza i nord. Vi tilbyder overraskelser i form af aflyste busser, eventyrlige og grænseoverskridende oplevelser i form af at side fast med bussen uden for mobilnettets rækkevidde. Der vil også blive rig mulighed for at betragte landsbylivet i de mange landsbyer vi kører igennem. Du vil kunne se børn der leger, kvinder der vasker og laver mad, kvinder og mænd der arbejder i marken og unge drenge der passer familiens kvæg. Derudover vil en tur med adventure connections give dig en unik mulighed for at kommer rigtig tæt på de lokale som også benytter sig af vores eksklusive tilbud. Adventure vonnections tror på at god service, hjælpsomhed og åbne døre overfor vores kunder. Du er altid velkommen og vi har altid plads til en mere. Hvis dette lyder som noget for dig så skynd dig at booke en tur!

The big five
En del af de mange kilometer jeg har kørt blev tilbragt i Tanzanias to mest berømte nationalparker: Serengeti og Ngorongoro. Vi var 5 volontører der tog på safari sammen. Vi kørte i en rigtig safari bil hvor taget kan åbnes og med egen kok og guide. Om natten sov vi i telt på campsites inde i parken. Den ene var med udsigt til solopgang over Ngorongoro krater om morgenen og med zebraer græssende omkring teltet om natten. På de tre dage safarien varede var vi utrolig heldige. Vi så stort set alt hvad der er at se. Vi så to parker med vidt forskellig natur, vi så kæmpe store flokke af gnuer, zebraer og gazeller. Derudover så vi også alle the big five: elefant, bøffel, løve, leopard og næsehorn og meget mere. Det var en rigtig god, sjov og hyggelig tur som sent vil blive glemt.

The big five - leoparden er lidt svær at se, men den ligger i træet og sover.

Livstegn

De tre sidste dage på hospitalet i Namanyele var Kirsten og jeg på en afdeling der hed ”general ward”. Der lå folk med forskellige sygdomme og sår. På denne afdeling var der nogle sygepleje elever i praktik. Dem fulgtes vi med det meste af tiden. De var super søde og meget ivrige efter at lærer os noget. Den første dag fik vi demonstreret og forklaret ned til mindste detalje hvordan man reder en seng så lagnet får de rigtige folder i hjørnerne. Vi fik også forklaret at man skal bruge meget sterile ting når man skal vaske sår.

Torsdag fik vi så lov til også at prøve at lave nogle ting selv. Vi blev sendt ud sammen med sygeplejeeleverne for at tjekke livstegn fra patienterne. Det lyder måske lidt voldsomt, men det bestod i at tage puls, blodtryk og temperatur. Også her var sygeplejeeleverne ivrige efter at lære os. Vi fik derfor lært at når man skal tage temperatur på en patient skal man først tørre termometeret af med sprit, derefter tørre patientens armhule af. Når termometeret så er færdig skal det tørres af igen med sprit inden det må aflæses. Herefter kommes termometeret i dets hylster hvorefter hele proceduren gentages ved næste patient. Det morede vi os lidt over. Men det er dejligt at se de ønsker at gør tingene så godt som muligt og stræber efter at blive nogle gode sygeplejersker. De færdig uddannede sygeplejesker vi mødte virkede også meget dygtige.

Kristina

De første dage på hospitalet i Namanyele var vi på fødeafdelingen. Der var vi bl.a. med til undersøgelse af to gravide kvinder og til tre fødsler. Jeg blev meget overrasket over hvor hurtigt de to første fødsler gik. Det var så også henholdsvis kvindens fødsel nr. 9 og 11. Der gik kun få minutter fra livmoderhalsen var helt udvidet og til babyen var født og det ude et eneste smerte skrig eller ansigtsvrængning fra moderen. Slet ikke som på film ;). Vi fik lov at bærer den første af babyerne ned på stuen til sin mor. Babyen var helt lys. Dens hudfarve mindede mere om en araber end en afrikaner. Da vi kom ned på stuen spurgte vi moderen om hun havde et navn til sin lille ny datter. Det havde hun ikke og så spurgte hun os hvad vi syntes hun skulle hedde. Efter en kort overvejelse blev det Kristina som er det den anden volontør Kirsten bliver kaldt af tanzanianerne. Det var lidt cool at få lov til at navngive et barn.