Som sild i en tønde!

Søndag eftermiddag efter juleweekenden skulle Kirsten (en af de andre volontører) og jeg med bussen til Namanyele. Namanyele er den eneste lidt større by mellem Sumbawanga og Kipili. I Namanyele skulle vi prøve at være i en slags praktik på byens katolske hospital i en uge.
    Da vi nåede ned til busstationen ca. en halv time før bussen skulle køre fandt vi ud af den bus vi havde regnet med vi skulle med allerede var fuld. Heldigvis kørte der en anden bus også. Der gik vi så over og spurgte om vi kunne komme med. Det kunne vi godt, men så skulle vi stå op. Vi var nødt til at komme af sted så vi sagde ja. Her efter skulle vi så bare lige vente 1-1½ time på at de fik repareret noget ved det ene baghjul før vi kunne køre.
    Endelig skulle vi af sted. Da vi kom ind i bussen var der allerede nogle stykker som stod op og der blev ved med at komme flere ind. Foran os havde vi en 3-4 timers køre tur på jordvej så vi var lidt spændt på hvordan det ville blive. Da bussen kørte var alle sæder fulde og der var 20-25 der stod op og det her er altså ikke busser af dansk kvalitet. Betrækket på sæderne er slidt og nogen steder laset, stængerne der hjælper med at holde bagage hylderne er knækket af ved loftet og oppe ved chaufføren kan man ved gearstangen kigge ned på vejen.
    Kirsten fandt et sted at sidde på en jernstang oppe foran. Jeg kom til at stå lidt nede af midtergangen. Heldigvis stod jeg lige ved at åbent vindue så jeg fik masser frisk luft. Selv om konduktøren prøvede at arrangere og fordele os lidt stod vi så tæt at det var umuligt at vælte. Jeg stod med maven mast ind i skulderen på den mand der sad på sædet og røven ind i hoften på den mand der stod bagved. Tror aldrig jeg har stået så tæt sammen med nogen i så lang tid. Man stod virkelig som sild i en tønde! Heldigvis blev der efterhånden som turen skred frem mere plads og til sidst på turen fik både Kirsten og jeg et sted at sidde ned.