Celebrity

”Hej, er det ikke dig der synger i kor i Sumbawanga?”

Kirsten og jeg var lige ankommet til Namanyele. Bussen var kommet lidt sent så vi skulle bare have noget hurtigt mad før det blev mørkt. Heldigt for os var der et lille sted lige ved siden af vores hotel hvor man kunne få chipsmayai, som er æggekage med kartoffelbåde i. Mens det blev tilberedt ville vi købe noget at drikke i dukaen (lille butik) ved siden af. Der blev jeg så mødt med spørgsmålet. Jeg blev godt nok lidt overrasket. Jeg var lige ankommet til en ny by hvor jeg ikke kendte nogen. Det viste sig så at hun havde været i Sumbawanga for ikke så lang tid siden og været til gudstjeneste i min kirke. Det havde overrasket hende så meget at se en mzungu (hvid) der sang i kor og så endda på stammesprog at hun havde fortalt det til hendes børn også da hun kom hjem og nu kunne hun så genkende mig. Så føler man sig helt kendt.

Som sild i en tønde!

Søndag eftermiddag efter juleweekenden skulle Kirsten (en af de andre volontører) og jeg med bussen til Namanyele. Namanyele er den eneste lidt større by mellem Sumbawanga og Kipili. I Namanyele skulle vi prøve at være i en slags praktik på byens katolske hospital i en uge.
    Da vi nåede ned til busstationen ca. en halv time før bussen skulle køre fandt vi ud af den bus vi havde regnet med vi skulle med allerede var fuld. Heldigvis kørte der en anden bus også. Der gik vi så over og spurgte om vi kunne komme med. Det kunne vi godt, men så skulle vi stå op. Vi var nødt til at komme af sted så vi sagde ja. Her efter skulle vi så bare lige vente 1-1½ time på at de fik repareret noget ved det ene baghjul før vi kunne køre.
    Endelig skulle vi af sted. Da vi kom ind i bussen var der allerede nogle stykker som stod op og der blev ved med at komme flere ind. Foran os havde vi en 3-4 timers køre tur på jordvej så vi var lidt spændt på hvordan det ville blive. Da bussen kørte var alle sæder fulde og der var 20-25 der stod op og det her er altså ikke busser af dansk kvalitet. Betrækket på sæderne er slidt og nogen steder laset, stængerne der hjælper med at holde bagage hylderne er knækket af ved loftet og oppe ved chaufføren kan man ved gearstangen kigge ned på vejen.
    Kirsten fandt et sted at sidde på en jernstang oppe foran. Jeg kom til at stå lidt nede af midtergangen. Heldigvis stod jeg lige ved at åbent vindue så jeg fik masser frisk luft. Selv om konduktøren prøvede at arrangere og fordele os lidt stod vi så tæt at det var umuligt at vælte. Jeg stod med maven mast ind i skulderen på den mand der sad på sædet og røven ind i hoften på den mand der stod bagved. Tror aldrig jeg har stået så tæt sammen med nogen i så lang tid. Man stod virkelig som sild i en tønde! Heldigvis blev der efterhånden som turen skred frem mere plads og til sidst på turen fik både Kirsten og jeg et sted at sidde ned.

Intensiv julehygge

Den første weekend i december havde jeg besøg af de andre volontører. Vi skulle holde juleweekend. Her ude fejres julen nemlig på en helt anden måde. Der er ikke en masse pynt og hjemmebag i hele december måned. Her ude fejrer man julen d. 24 og 25. Man går i kirke, får god mad og nyt tøj. Derfor mødtes vi for at lave noget dansk julehygge.
De ankom med bussen om fredagen og efter det obligatoriske besøg på internetcaféen gik vi i gang. Vi fyldte hele spisebordet med karton, glanspapir, stofrester, sakse og lim mm. Alt hvad man skal bruge til at klippe og klistre. I mens spillede julemusikken på fuldtryk. Om aftenen lavede vi dej til småkager og til aftensmad lavede vi risengrød som blev indtaget mens vi så Jesus og Josefine. Senere på aftenen kom de drenge der bor ude i gården også ind og hyggede med. Sådan fortsatte vi ellers hele weekenden med julemusik, juleklip, julefilm, konfekt og hjemmebag Som en af de andre volontører sagde så nåede vi alt det man normalt har hele december til på en weekend. Alt i alt var det en rigtig hyggelig weekend hvor vi fik skudt jule i gang.

Bryllup

Ægteskabstilbud:

Sidste fredag var jeg inviteret til bryllup hos en af lærerne på bibelskolen. Jeg havde fået at vide at vielsen skulle være kl. 10 i den katolske kirke så der mødte jeg selvfølgelig op. Men på vaske ægte tanzaniansk vis begyndte vielsen først ved 11-tiden. I mellemtiden sad jeg uden for kirken og ventede sammen med brudgommen og hans forlover. Efter meget kort tid begyndte de at snakke om at jeg da burde gifte mig med en afrikanerne nu jeg næsten er halvt tanzanianer. Jeg prøvede at afslå det med et smil, men så begyndte forloveren at sige at han da gerne ville giftes med mig og det var som om at ingen af mine argumenter med kulturforskel, langt til familie mm. Var gode nok. Han var virkelig ved at hyle mig ud af den. Så ankom bruden heldigvis sammen med sin brudepige og forloveren præsenterede brudepigen som sin kone. Pyha. Gad vide hvad han ville have sagt hvis jeg havde sagt ja? Ægteskabstilbud er virkelig en af udfordringerne ved som ugift ung hvid pige at bo i Tanzania!

Brudepige:

Efter vielsen gik turen hjem til brudens familie. Der holdt nogle biller og minibusser ude foran kirken som blev fyldt op med syngende, festglade folk og så kørte vi ellers i procession igen byen med brudebilen forrest. Da vi kom hjem til bruden viste det sig at brudepigen var blevet dårligt og jeg blev shanghajet til at være brudepige. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre og havde kun mødt bruden en gang før – det er manden der er lærer på secondary skolen. Men det gik okay, folk var gode til at give tegn til mig når jeg skulle gøre noget.

Jeg kom altså til at side oppe foran på ærespladserne ved siden af brude parret. Vi sad uden for under nogle store presenninger der var hængt op for at skygge for solen. Efter at folk havde danset og jublet et stykke tid til høj musik var det tid til en præsentation af brudeparrets familie. Her efter var det tid til bryllupskagen. Den blev båret ind af to dansende piger og sat på bordet foran brudeparret. Bruden og gommen hjalp hinanden med at skærer den for og derefter madede de hinanden med et lille stykke kage. Så skulle forloveren og jeg gør det samme og bagefter brudens forældre og så gommens forældre. Her efter fik os på ærespladserne en sodavand og så var det tid til gaverne. Toastmasteren råbte op hvem der skulle komme med gave og så dansede folk op med deres gaver løftet over hovedet, uindpakket så alle kunne se hvad de gav. Det var så min opgave som brudepige at hjælpe med at tage i mod gaverne. Der var mange sæt sengetøj og kanga’er(flot mønstret stykke stof som de går meget med her ude) Kl. var nu efterhånden blevet tre og jeg blev sammen med brudeparret og forloveren vist over i et af de nært liggende huse for at få noget at spise. Vi fik rigtig festmad: pilau (krydret ris), lækker kylling og kogt hvidkål. I mellem tiden var den rigtige brudepige heldigvis vendt tilbage og kunne overtage opgaven igen.

Respekt for familien:

Efter at vi havde spist skulle vi køre videre hjem til gommens familie. Her var der en slags ritual med at bruden dækkede sit hoved til med en kanga da hun forlod sit hjem og så tog hun den af igen da vi havde siddet et stykke tid hjemme med gommens familie. Det var først for at vise respekt for sine forældre og da hun så tog kangaen af var det for at vise at nu var hun klar til at blive en del af gommens familie.

Da bryllupskagen blev skåret for hjemme ved gommen var det brudeparret der skulle give deres svigerforældre kage. Det blev gjort ved at de gik ned på knæ og gik på knæ hen til svigerforældrene og gav dem kagen. Også det her er for at vise respekt over for dem. Det er en meget vigtig her ude, at vise respekt for ens familie og for de ældre.

Ukumbini:

Ved kl. 8 om aftenen nåede vi frem til selve bryllupsfesten som foregik i en festsal inde i byen. Den del af festen bliver kaldt ukumbini. Festsal var pyntet op med stof i hvidt og lilla, blinkende lyskæder og grønne grene. Er måske ikke lige sådan vi ville pynte op i Danmark, men så rigtig flot ud. For at komme ind skulle alle vise deres billet ved indgangen så det tog en del tid. Først ved 9-tiden gik programmet i gang. Først dansede gommens familie ind, og så brudens. Noget senere kom brudeparret så. Der var igen en præsentationsrunde og udskæring af bryllupskage. Da jeg tog hjem kl. kvart i 11 var de ikke nået længere end det her så det tegnede til en lang nat, men tanzanianerne elsker de her fester og de er født med en fantastisk tålmodighed.