Her i Tanzania er det meget normalt når man siger vi ses så indleder man med et ”hvis Gud vil”. ”Hvis Gud vil ses vi i morgen.” ”Hvis Gud vil ses vi igen.” De er klar over at Guds vilje er større end deres egen og at det er ham der holder dem i sin hånd og har styr på fremtiden. Bare fordi vi regner med at mødes i morgen kan vi jo derfor ikke være sikker på det. Især ikke i et land som Tanzania hvor dødsfald er mere normale end vi er vant til. Jeg er flere gange blevet spurgt om mine forældre lever og om alle mine søskende lever. Det er nemlig slet ikke nogen selvfølge. I de næsten 2 måneder jeg har været her har jeg oplevet 4 dødsfald i relation til nogen jeg kender og har været ude og synge med koret til to begravelser. At vi lever i morgen er derfor ingen selvfølge. I alt er vi er underlagt Guds vilje og hans plan for os. Og hvor er det egentlig trygt, for vi ved at Gud elsker os og hans vilje altid er til det bedste for os. Døden er derfor ikke noget at frygte – selv om den selvfølgelig stadig gør ondt og efterlader store savn og for nogle familier her ude også økonomiske problemer – og alle ting vi har og får her i livet er gaver fra Gud; livet, mad, helbred, børn mm.
Da mama Pendo (hende der arbejder i bogbutikken) fik et barnebarn og man sagde tillykke med det var hendes generelle svar: ”Tak, vi takker Gud for ham og for at fødslen gik godt.” På samme måde har jeg også hørt flere sige: ”Jeg takker Gud fordi – en eller en anden – har hjulpet mig.” eller ”Jeg takker Gud fordi det gik mig godt til eksamen”
Tænk hvordan det ville være hvis vi kunne lære lidt af denne taknemlighed og ikke tage alt ting for en selvfølge. Tror det ville blive til velsignelse for os selv J.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar