”I aften vasker jeg ikke hænder før jeg spiser.”

Den anden dag da jeg var på vej hjem fra kor hørte jeg en dreng, der gik et stykke bag mig, sige til sine venner at nu ville han gå hen og hilse på mzungu (mig). Da han så kom op på siden af mig hilste han pænt først på engelsk og så swahili og vi gav hånd. Da jeg nåede hen til min dør pilede han så af han til sine venner igen. Inden de forsvandt ud af hørevidde hørte jeg ham sige til sine kammerater: ”I aften vasker jeg ikke hænder før jeg spiser.”

Mungu akipenda – Hvis Gud vil

Her i Tanzania er det meget normalt når man siger vi ses så indleder man med et ”hvis Gud vil”. ”Hvis Gud vil ses vi i morgen.” ”Hvis Gud vil ses vi igen.” De er klar over at Guds vilje er større end deres egen og at det er ham der holder dem i sin hånd og har styr på fremtiden. Bare fordi vi regner med at mødes i morgen kan vi jo derfor ikke være sikker på det. Især ikke i et land som Tanzania hvor dødsfald er mere normale end vi er vant til. Jeg er flere gange blevet spurgt om mine forældre lever og om alle mine søskende lever. Det er nemlig slet ikke nogen selvfølge. I de næsten 2 måneder jeg har været her har jeg oplevet 4 dødsfald i relation til nogen jeg kender og har været ude og synge med koret til to begravelser. At vi lever i morgen er derfor ingen selvfølge. I alt er vi er underlagt Guds vilje og hans plan for os. Og hvor er det egentlig trygt, for vi ved at Gud elsker os og hans vilje altid er til det bedste for os. Døden er derfor ikke noget at frygte – selv om den selvfølgelig stadig gør ondt og efterlader store savn og for nogle familier her ude også økonomiske problemer – og alle ting vi har og får her i livet er gaver fra Gud; livet, mad, helbred, børn mm.

Da mama Pendo (hende der arbejder i bogbutikken) fik et barnebarn og man sagde tillykke med det var hendes generelle svar: ”Tak, vi takker Gud for ham og for at fødslen gik godt.” På samme måde har jeg også hørt flere sige: ”Jeg takker Gud fordi – en eller en anden – har hjulpet mig.” eller ”Jeg takker Gud fordi det gik mig godt til eksamen”

Tænk hvordan det ville være hvis vi kunne lære lidt af denne taknemlighed og ikke tage alt ting for en selvfølge. Tror det ville blive til velsignelse for os selv J.

Boernenes festdag

Gudstjenesten begynder med at præsten og evangelisten kommer gående ind efterfulgt af 50-100 dansende og syngende børn. Børnene er klædt i ens røde bluser og sorte nederdele eller bukser. Fra starten understreges det altså at i dag er børnenes festdag. Også litugien er anderledes i dag. På det tidspunkt hvor præsten plejer at læse noget op hvor menigheden så svarer er det i dag et par af børnene der læser op. Senere er der en forbøns afdeling hvor en mama (mor/kvinde) først be’r for børnene, så er der en af børnene der be’r for alle forældre og til sidst er der en baba (far/mand) der beder for hele menigheden og dens ledere. Sidst men ikke mindst for børnekoret lov at synge et par sange. De bliver opført med energisk dans akkompagneret af fire trommer.

Synes det er fedt at kirken sætter en søndag af om året til at fejre børnene i kirken i en kultur hvor børnene ellers tit bliver sat i sidste rækker. Og synes det er fedt den måde børnene blev intergreret i gudstjenesten på. Det er med til at vise at børn også er fuldgyldige medlemmer af Guds menighed.

Boogee Woogee

Det er onsdag middag og jeg bevæger mig fra lærer bygningen over mod klasse værelserne. Da jeg nærmer mig min klasse – form 1 C. Kan jeg hører nogen der synger. De sidder synger de første linjer af boogee woogee. Det er 2 dage siden jeg havde min første time her på secondary skolen. Der startede jeg op med en lidt hyggelig time hvor jeg bl.a. lærte eleverne at lege boogee woogee. Selv om de har lidt svært ved nogle af sætningerne er de helt vilde med legen. I går lovede jeg dem at så at vi kunne lege boogee woogee igen i dag i slutningen af timen og de er allerede ved at varme op J.

Er blevet taget rigtig godt i mod af både lærer og elever på brødremenighedens secondaryskole African Rainbow. Da jeg mødte op i mandags vidste jeg dog stadig ikke noget om hvem jeg skulle undervise, hvornår mine timer ligger eller hvor mange timer de regnede med jeg skulle have. Det viste sig også at de ikke regnede med at jeg skulle have nogen for de havde ikke planlagt med at jeg skulle komme. Rektor var dog rigtig glad for at jeg var kommet og efter at have snakket med en af de andre lærer fandt vi en klasse hvor timerne ikke støder sammen med nogle af dem på bibelskolen. Tænkte flere gange at det her var aldrig gået i Danmark. Vi kan godt lide at have styr på tingene og være godt forberedt så det hele klapper, men her var der ikke forberedt noget i forhold til at jeg skulle komme og alligevel klappede det hele. Måske at det har noget med indstilling at gøre…

På vej hjem fra secondary skolen bliver jeg slået over omgivelsernes skønhed. Skolen ligger meget åbent og på et af de højeste steder i Sumbawanga. Det gør er at der er en fantastisk udsigt over de omkringliggende bjerge og dele af byen. Kan bare aldrig blive træt af dette afrikanske bjerg landskab!