Celebrity

”Hej, er det ikke dig der synger i kor i Sumbawanga?”

Kirsten og jeg var lige ankommet til Namanyele. Bussen var kommet lidt sent så vi skulle bare have noget hurtigt mad før det blev mørkt. Heldigt for os var der et lille sted lige ved siden af vores hotel hvor man kunne få chipsmayai, som er æggekage med kartoffelbåde i. Mens det blev tilberedt ville vi købe noget at drikke i dukaen (lille butik) ved siden af. Der blev jeg så mødt med spørgsmålet. Jeg blev godt nok lidt overrasket. Jeg var lige ankommet til en ny by hvor jeg ikke kendte nogen. Det viste sig så at hun havde været i Sumbawanga for ikke så lang tid siden og været til gudstjeneste i min kirke. Det havde overrasket hende så meget at se en mzungu (hvid) der sang i kor og så endda på stammesprog at hun havde fortalt det til hendes børn også da hun kom hjem og nu kunne hun så genkende mig. Så føler man sig helt kendt.

Som sild i en tønde!

Søndag eftermiddag efter juleweekenden skulle Kirsten (en af de andre volontører) og jeg med bussen til Namanyele. Namanyele er den eneste lidt større by mellem Sumbawanga og Kipili. I Namanyele skulle vi prøve at være i en slags praktik på byens katolske hospital i en uge.
    Da vi nåede ned til busstationen ca. en halv time før bussen skulle køre fandt vi ud af den bus vi havde regnet med vi skulle med allerede var fuld. Heldigvis kørte der en anden bus også. Der gik vi så over og spurgte om vi kunne komme med. Det kunne vi godt, men så skulle vi stå op. Vi var nødt til at komme af sted så vi sagde ja. Her efter skulle vi så bare lige vente 1-1½ time på at de fik repareret noget ved det ene baghjul før vi kunne køre.
    Endelig skulle vi af sted. Da vi kom ind i bussen var der allerede nogle stykker som stod op og der blev ved med at komme flere ind. Foran os havde vi en 3-4 timers køre tur på jordvej så vi var lidt spændt på hvordan det ville blive. Da bussen kørte var alle sæder fulde og der var 20-25 der stod op og det her er altså ikke busser af dansk kvalitet. Betrækket på sæderne er slidt og nogen steder laset, stængerne der hjælper med at holde bagage hylderne er knækket af ved loftet og oppe ved chaufføren kan man ved gearstangen kigge ned på vejen.
    Kirsten fandt et sted at sidde på en jernstang oppe foran. Jeg kom til at stå lidt nede af midtergangen. Heldigvis stod jeg lige ved at åbent vindue så jeg fik masser frisk luft. Selv om konduktøren prøvede at arrangere og fordele os lidt stod vi så tæt at det var umuligt at vælte. Jeg stod med maven mast ind i skulderen på den mand der sad på sædet og røven ind i hoften på den mand der stod bagved. Tror aldrig jeg har stået så tæt sammen med nogen i så lang tid. Man stod virkelig som sild i en tønde! Heldigvis blev der efterhånden som turen skred frem mere plads og til sidst på turen fik både Kirsten og jeg et sted at sidde ned.

Intensiv julehygge

Den første weekend i december havde jeg besøg af de andre volontører. Vi skulle holde juleweekend. Her ude fejres julen nemlig på en helt anden måde. Der er ikke en masse pynt og hjemmebag i hele december måned. Her ude fejrer man julen d. 24 og 25. Man går i kirke, får god mad og nyt tøj. Derfor mødtes vi for at lave noget dansk julehygge.
De ankom med bussen om fredagen og efter det obligatoriske besøg på internetcaféen gik vi i gang. Vi fyldte hele spisebordet med karton, glanspapir, stofrester, sakse og lim mm. Alt hvad man skal bruge til at klippe og klistre. I mens spillede julemusikken på fuldtryk. Om aftenen lavede vi dej til småkager og til aftensmad lavede vi risengrød som blev indtaget mens vi så Jesus og Josefine. Senere på aftenen kom de drenge der bor ude i gården også ind og hyggede med. Sådan fortsatte vi ellers hele weekenden med julemusik, juleklip, julefilm, konfekt og hjemmebag Som en af de andre volontører sagde så nåede vi alt det man normalt har hele december til på en weekend. Alt i alt var det en rigtig hyggelig weekend hvor vi fik skudt jule i gang.

Bryllup

Ægteskabstilbud:

Sidste fredag var jeg inviteret til bryllup hos en af lærerne på bibelskolen. Jeg havde fået at vide at vielsen skulle være kl. 10 i den katolske kirke så der mødte jeg selvfølgelig op. Men på vaske ægte tanzaniansk vis begyndte vielsen først ved 11-tiden. I mellemtiden sad jeg uden for kirken og ventede sammen med brudgommen og hans forlover. Efter meget kort tid begyndte de at snakke om at jeg da burde gifte mig med en afrikanerne nu jeg næsten er halvt tanzanianer. Jeg prøvede at afslå det med et smil, men så begyndte forloveren at sige at han da gerne ville giftes med mig og det var som om at ingen af mine argumenter med kulturforskel, langt til familie mm. Var gode nok. Han var virkelig ved at hyle mig ud af den. Så ankom bruden heldigvis sammen med sin brudepige og forloveren præsenterede brudepigen som sin kone. Pyha. Gad vide hvad han ville have sagt hvis jeg havde sagt ja? Ægteskabstilbud er virkelig en af udfordringerne ved som ugift ung hvid pige at bo i Tanzania!

Brudepige:

Efter vielsen gik turen hjem til brudens familie. Der holdt nogle biller og minibusser ude foran kirken som blev fyldt op med syngende, festglade folk og så kørte vi ellers i procession igen byen med brudebilen forrest. Da vi kom hjem til bruden viste det sig at brudepigen var blevet dårligt og jeg blev shanghajet til at være brudepige. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre og havde kun mødt bruden en gang før – det er manden der er lærer på secondary skolen. Men det gik okay, folk var gode til at give tegn til mig når jeg skulle gøre noget.

Jeg kom altså til at side oppe foran på ærespladserne ved siden af brude parret. Vi sad uden for under nogle store presenninger der var hængt op for at skygge for solen. Efter at folk havde danset og jublet et stykke tid til høj musik var det tid til en præsentation af brudeparrets familie. Her efter var det tid til bryllupskagen. Den blev båret ind af to dansende piger og sat på bordet foran brudeparret. Bruden og gommen hjalp hinanden med at skærer den for og derefter madede de hinanden med et lille stykke kage. Så skulle forloveren og jeg gør det samme og bagefter brudens forældre og så gommens forældre. Her efter fik os på ærespladserne en sodavand og så var det tid til gaverne. Toastmasteren råbte op hvem der skulle komme med gave og så dansede folk op med deres gaver løftet over hovedet, uindpakket så alle kunne se hvad de gav. Det var så min opgave som brudepige at hjælpe med at tage i mod gaverne. Der var mange sæt sengetøj og kanga’er(flot mønstret stykke stof som de går meget med her ude) Kl. var nu efterhånden blevet tre og jeg blev sammen med brudeparret og forloveren vist over i et af de nært liggende huse for at få noget at spise. Vi fik rigtig festmad: pilau (krydret ris), lækker kylling og kogt hvidkål. I mellem tiden var den rigtige brudepige heldigvis vendt tilbage og kunne overtage opgaven igen.

Respekt for familien:

Efter at vi havde spist skulle vi køre videre hjem til gommens familie. Her var der en slags ritual med at bruden dækkede sit hoved til med en kanga da hun forlod sit hjem og så tog hun den af igen da vi havde siddet et stykke tid hjemme med gommens familie. Det var først for at vise respekt for sine forældre og da hun så tog kangaen af var det for at vise at nu var hun klar til at blive en del af gommens familie.

Da bryllupskagen blev skåret for hjemme ved gommen var det brudeparret der skulle give deres svigerforældre kage. Det blev gjort ved at de gik ned på knæ og gik på knæ hen til svigerforældrene og gav dem kagen. Også det her er for at vise respekt over for dem. Det er en meget vigtig her ude, at vise respekt for ens familie og for de ældre.

Ukumbini:

Ved kl. 8 om aftenen nåede vi frem til selve bryllupsfesten som foregik i en festsal inde i byen. Den del af festen bliver kaldt ukumbini. Festsal var pyntet op med stof i hvidt og lilla, blinkende lyskæder og grønne grene. Er måske ikke lige sådan vi ville pynte op i Danmark, men så rigtig flot ud. For at komme ind skulle alle vise deres billet ved indgangen så det tog en del tid. Først ved 9-tiden gik programmet i gang. Først dansede gommens familie ind, og så brudens. Noget senere kom brudeparret så. Der var igen en præsentationsrunde og udskæring af bryllupskage. Da jeg tog hjem kl. kvart i 11 var de ikke nået længere end det her så det tegnede til en lang nat, men tanzanianerne elsker de her fester og de er født med en fantastisk tålmodighed. 

Mørke skyer - Yes!

Troede aldrig jeg skulle tænke sådan, men de gjorde jeg i lørdags da jeg var til kor. Der begyndte at komme en del skyer på himlen og flere af dem var ret mørke. I stedet for at tænke øv, så tænkte jeg: ”Yes! Bare de var mørkere så vi kunne få noget regn.” Tørtiden er ved at være slut og regntiden skal til at begynde. Det er rigtig varmt, især midt på dagen, og vi har begyndt at få vandproblemer fordi der simpelthen næsten ikke er mere vand tilbage i de forskellige boringer og brønde i byen.

Søndag efter jeg kom jeg fra kirke skete det så. Det begyndte som en lille perlen på taget og så blev det ellers kraftigere. Den første regn er kommet. Nice! Det regnede en lille time og senere på dagen kom der lidt mere. Det var så forfriskende. Der kommer sådan en dejlig duft efter regnvejr og omgivelserne ser allerede meget mere frodige ud fordi støvet er blevet vasket af træer og buske.

Bibliotekskort, kirkehistorie og almen dannelse

På secondary skolen er de nu i gang med eksaminer, så der har jeg snart ikke mere arbejde. Derfor er jeg begyndt at hjælpe til ude på bibelskolen med at skrive kartotekskort til deres bibliotek. Jeg sidder ved et bord i biblioteket med en gammeldags skrivemaskine og to bunker kort, en farve til titelkort og en anden til forfatterkort. Det kan måske lyde kedeligt, men det er faktisk rigtig hyggelig. Peter Olofson som er missionær på bibelskolen sidder nemlig også i biblioteket og prøver at lærer noget mere swahili, så jeg kan spørge ham om hjælp hvis jeg er i tvivl om noget. Ind i mellem kommer vi så også ind på andre ting. Har fundet ud af at der ifølge Peter er meget jeg ikke ved om Danmark og dansk kultur, færørerne, kirke, Tanzania og verden generelt. Vi får derfor altid nogen meget spænde samtaler hvor jeg kan blive lidt klogere ;) I dag kom vi blandt andet ind på brødrekirkens historie.

Tøssehygge og shopamok

Os alle fire foran "kjolebutikken"

Tirsdag aften kom jeg hjem fra en hyggelig weekend i Kipili hvor vi har haft besøg af BDM’s generalsekretær. De andre volontører Sissel, Rakel og Kirsten kom med tilbage. Da Knud og Erik stadig havde nogle ting de skulle have snakket igennem tog derfor ud og spise og i dag (onsdag) kører Knud Erik til Mbeya. Os piger har derfor haft huset helt for os selv og det blev udnyttet. I går med fælles madlavning, høj musik og tøse film og i dag med en kjole shoppetur der gik helt amok. Her i Tanzania er der mange butikker hvor man kan købe genbrugstøj fra Europa og USA og man kan værer heldig at finde noget der helt pænt. Efter at have kigget et par steder kom vi til ”kjolebutikken”. Den så ikke ud af noget særligt ude fra, men vi gik ind og kiggede lidt og pludselig var vi alle i gang med at prøve den ene kjole efter den anden. Det var så sjovt og så hyggeligt! Der var så mange festkjoler i den og mange af dem var rigtig flotte. Vi gik helt amok og det endte med at vi kom der fra med seks rigtig flotte kjoler! Og det bedste af det hele er at vi fik dem alle for 150kr.!! 

Tree quarter one p.m.

I går sad jeg og rettede en test jeg havde givet secondary skole eleverne for at se hvor meget de har fået med af det jeg har undervist. Ovenstående er bare en af de mange sjove sætning jeg fandt. Sætningen betyder jo ”self” at klokken er kvart over to om eftermiddagen. På sin vis er det jo deprimerende at de ikke har større begreb om sætningsopbygningen, men kan se at de har lært lidt siden jeg er begyndt at undervise dem og de grundlag de har med sig fra folkeskolen er ikke særlig stort. Så vælger ikke at blive deprimeret, men i stedet tage det som et incitament til undervisningen. En af de store udfordringer er at der er meget stor forskel på elevernes kunnen. I den omtalte test var der en 5-10 stk. der fik 80-90 point ud af 100, mens andre kun fik 25-35 point. Er dog stadig rigtig glad for at komme på skolen og for at undervise. Eleverne er rigtig søde og der er næsten aldrig balade i mine timer

Cikade sang og flodheste prutter

Det er fredag aften og vi sidder foran restauranten på River Side Camp, lige uden for Katavi nationalpark. Sikaderne synger for fuldtryk og i baggrunden kan vi hører grynten og prutten fra flodhestene i den nærliggende flod. I eftermiddags var vi nede og se på flodhestene. Der lå flere hundrede helt tæt. De havde søgt sammen der hvor der stadig i vand i floden og venter på rejntiden. Vi stod oppe på breden – ikke mere end 5-10m fra de nærmeste – og så på. Var ret facinerende.

Vi havde om eftermiddagen kørt en tur langs en stor slette. Der var virkelig smukt og vi så både bøfler i store flokke, et par elefanter der støvbadede, giraffer som pænt blev stående og posede og vinkede med ørerne, elegante zebraer der galoperede af sted og forskellige gazeller. Til aftensmad fik Topi antilope. Det var lidt sjovt nu vi var på safari J.

Da vi kørte ud af parken lørdag middag satte vi næsen mod Sumbawanga. Vi kørte en rute der gik ned i nærheden af Rukwa søen og så i en masse hårnåle sving op af bjerget til Sumbawanga. Det var også en rigtig smuk tur. Vi kørte igennem en del små landsbyer og efter næsten hver landsby var en lille flod hvor de stod og vaskede tøj. Det ser rigtig flot og farvestrålende ud med alle vaskebaljerne og tøjet.

Bustur

Torsdag middag satte jeg for anden gang næsen mod Kipili. Denne gang var det med bussen. Turen tog 4,5 time, men det føltes ikke så slemt J. På den anden side af midtergangen end mig sad en familie med 4 børn. De havde dog kun bestilt sæder til mor og far som så hver sad med et barn. En af de tilbage blevne fik lov at side ved siden af buschaufføren omme foran og så var der en pige på ca. 4 år som var overladt til at stå op. Det syntes jeg var lidt synd og efter en ½ time forbarmede jeg mig over hende og hun fik lov at side ved mig. Hun var dog så genert at hun ikke turde snakke med mig. I stedet legede vi lidt med hendes vandflaske og til sidst faldt hun i søvn. Som tak for det tissede hun på mig kun et kvarter før de skulle af bussen. Øv bøv, men hun kunne jo ikke gøre for det da hun sov og jeg kunne jeg bare skifte tøj når jeg kom frem J Hun var nu rigtig sød og er glad for jeg kunne gøre hendes tur lidt bedre.

”I aften vasker jeg ikke hænder før jeg spiser.”

Den anden dag da jeg var på vej hjem fra kor hørte jeg en dreng, der gik et stykke bag mig, sige til sine venner at nu ville han gå hen og hilse på mzungu (mig). Da han så kom op på siden af mig hilste han pænt først på engelsk og så swahili og vi gav hånd. Da jeg nåede hen til min dør pilede han så af han til sine venner igen. Inden de forsvandt ud af hørevidde hørte jeg ham sige til sine kammerater: ”I aften vasker jeg ikke hænder før jeg spiser.”

Mungu akipenda – Hvis Gud vil

Her i Tanzania er det meget normalt når man siger vi ses så indleder man med et ”hvis Gud vil”. ”Hvis Gud vil ses vi i morgen.” ”Hvis Gud vil ses vi igen.” De er klar over at Guds vilje er større end deres egen og at det er ham der holder dem i sin hånd og har styr på fremtiden. Bare fordi vi regner med at mødes i morgen kan vi jo derfor ikke være sikker på det. Især ikke i et land som Tanzania hvor dødsfald er mere normale end vi er vant til. Jeg er flere gange blevet spurgt om mine forældre lever og om alle mine søskende lever. Det er nemlig slet ikke nogen selvfølge. I de næsten 2 måneder jeg har været her har jeg oplevet 4 dødsfald i relation til nogen jeg kender og har været ude og synge med koret til to begravelser. At vi lever i morgen er derfor ingen selvfølge. I alt er vi er underlagt Guds vilje og hans plan for os. Og hvor er det egentlig trygt, for vi ved at Gud elsker os og hans vilje altid er til det bedste for os. Døden er derfor ikke noget at frygte – selv om den selvfølgelig stadig gør ondt og efterlader store savn og for nogle familier her ude også økonomiske problemer – og alle ting vi har og får her i livet er gaver fra Gud; livet, mad, helbred, børn mm.

Da mama Pendo (hende der arbejder i bogbutikken) fik et barnebarn og man sagde tillykke med det var hendes generelle svar: ”Tak, vi takker Gud for ham og for at fødslen gik godt.” På samme måde har jeg også hørt flere sige: ”Jeg takker Gud fordi – en eller en anden – har hjulpet mig.” eller ”Jeg takker Gud fordi det gik mig godt til eksamen”

Tænk hvordan det ville være hvis vi kunne lære lidt af denne taknemlighed og ikke tage alt ting for en selvfølge. Tror det ville blive til velsignelse for os selv J.